Om mig
Da jeg som 15-årig ankommer hos min værtsfamilie i Australien, hvor jeg skal bo i 10 måneder, er det vinter. Jeg spørger derfor min værtsfar, om det bliver varmt om sommeren, hvortil han svarer: "oh yeah, it gets so hot here, that all we wear are t-shirts and thongs". Mine øjne bliver meget store. Det er på dette tidspunkt, jeg lærer, hvad det virkelig vil sige at være langt væk hjemmefra og stå på egne ben. Det er samtidig på dette tidspunkt, jeg lærer, at thongs på australsk betyder klip klapper.
​
Min tid i Australien endte med at forme mig og gøre mig til den rejseglade, globale person, jeg er i dag. Jeg har besøgt over 40 forskellige lande og boet i seks af dem. Jeg har været dørsælger i Australien, lært blindskrift i Zambia, serveret flæskesteg i Singapore, lært om menneskerettigheder i Litauen, stoppet folk på gader og stræder i Amnesty International-uniform i Danmark, og er taget fra Sydkorea til Kina for at tage til Nordkorea.
​
Jeg har lært at kombinere min passion for at rejse med journalistikken. Jeg har blandt andet skrevet en blog, mens jeg backpackede i Australien, skrevet rejseartikler for Envoy, et blad jeg senere blev redaktør for, og lavet en brochure for et rejsebureau. Jeg har også tilbragt et halvt år på den lille avis The Copenhagen Post. Her fik jeg lov til at skrive nyheder i lange baner. Det var sjovt, men jeg kunne også mærke, at jeg savnede at have tid til at fordybe mig i emnerne. Jeg vil derfor gerne prøve kræfter med noget andet end nyhedsstrømmen og blive stærk indenfor et felt og skrive uddybende om dette.
​
Erhvervserfaring
Udover nedenstående stillinger har jeg også haft min del af ungdomsjobs i tøjforretninger, køkkener, grillbarer, børnehaver, barer og hostels på backpacking tur i Australien. Foruden at lære hvordan man vender en burger og folder en t-shirt, har jeg lært at snakke med folk, overkomme barrierer samt at håndtere samfundets mest ærlige og besværlige klientel: fulde mennesker og børn.
Brandambassadør,
Colorful Staff by Montdor
August 2018Â - nu
Som brandambassadør er jeg ude til events for at reklamere for diverse firmaer. Jeg har for eksempel taget polaroidbilleder af deltagere på Copenhagen Half Marathon for Carlsberg Nordic. Det lyder måske ikke imponerende, men det kræver, at man tør opsøge folk, og at ens kinder i øvrigt kan holde til, at man smiler konstant i 7 timer. Jeg bliver kun bekræftet i, hvor fedt det er at komme ud i den virkelige verden og snakke med mennesker.
Journalistpraktikant,
Fyens Stiftstidende
September 2018
I september var jeg i to ugers praktik på Fyens Stiftstidende sammen med tre medstuderende. Jeg kom vidt omkring det journalistiske felt på de to uger. Jeg var blandt andet ude med to andre praktikanter og en fotograf for at interviewe og filme robotter på et gartneri, på reportage på Lindø-værftet på Nordfyn, var med til redaktionsmøder, lavede et interaktivt kort og var med til at vinkle. Derudover blev jeg bekendt med Odense, som viser sig at være en ganske fin by.
Redaktør,
Envoy
Juli 2016 - juli 2018
Returnees of Denmark er en interesseorganisation for hjemvendte High School-udvekslingsstudenter, og Envoy er medlemsbladet, som når ud til omkring 1000 mennesker. Jeg har længe skrevet som freelancer, men blev for et par år siden beæret med titlen som redaktør. Envoy er et blad, der giver sine skribenter frit løb til at skrive om alt mellem himmel og jord fra deres seneste rejse til det at skralde, og gerne med henblik på at trække på læsernes smilebånd. Jeg er ikke længere redaktør, da jeg er blevet formand for organisationen, og vedtægterne ikke tillader, at magthaver og vagthund er én og samme person.
Journalist,
Krisøv
September 2017
Krisøv er Beredskabsstyrelsen og myndighedernes officielle kriseøvelse, som afholdes hvert andet år for at stressteste vores myndigheders strategier og beredskab. Dette år ramte en terroraktion i Nordjylland diverse styrelser hårdt, da jeg i samarbejde med en række andre journaliststuderende skulle mediedække hændelserne i bedste realistiske rollespils-stil. Tempoet var højt, og vi fik virkelig presset styrelserne til det yderste med vores dækning af de fiktive hændelser på det, til anledningen opdigtede medie, Ajour24. Jeg selv blev også udsat for det vildeste journalistiske pres. Og jeg overlevede.
​
​
Ansvarlig journalist,
Go Campus brochure
Maj - august 2016
Rejsespecialisten My Education sender hvert år en stribe unge danskere på collegeophold forskellige steder i USA, og da de manglede en ny brochure, kontaktede de mig og bad om hjælp til opgaven. Jeg skulle interviewe de hjemvendte og finde lige netop det, der gjorde deres historie unik. Selve interviewene foregik på en enkelt, lang dag, hvor de fremmødte også fik taget billeder til brochuren. Jeg skulle udvælge et citat eller tema for hver person, så fotografen kunne tage et billede, der matchede den historie, vedkommende netop havde fortalt mig. I løbet af dagen kom jeg igennem 10-12 interviews og nok noget nær lige så mange poser chips. Efterfølgende brugte jeg så min sommer på at skrive historierne.
Journalist,
The Copenhagen Post
Februar - juli 2013
I et halvt år var jeg i praktik på denne avis, som brander sig på at være nyhederne fra Danmark på engelsk. I sin tid sad jeg på en redaktion med omkring 10 mennesker, hvor vi skrev dagligt til web og til en printavis, som udkom på ugentlig basis. Da det er en lille redaktion med få midler, fik jeg som praktikant umådeligt meget ansvar. Jeg havde blandt andet en ugentlig klumme og blev ekspert indenfor bandekonflikten i 2013. Derudover skrev jeg madanmeldelser og reportager, lavede fotoserier, og gennemførte et eksklusivt interview med Pia Kjærsgaard, som nok undrede sig over, hvorfor en avis havde sendt en 21-årig praktikant af sted. Det var egentlig også en misforståelse, at jeg fik arrangeret interviewet, og mine redaktører var mindst lige så nervøse som jeg.
​
​
​
Dørsælger,
Perth, Australien
Februar - marts 2012
Jeg har holdt tre sabbatår, inden jeg startede på Roskilde Universitet, og på det første tog jeg på bacpacking-tur i Australien, hvor jeg fik arbejde som dørsælger af solcelleanlæg i forstæderne i Perth. Hos Amnesty International lærte jeg at stoppe folk på gaden, men her lærte jeg at overtræde endnu en grænse ved at banke på folks dør i deres eget hjem. Jeg husker dog, at de fleste var flinke, og mange gjorde en kunst ud af at gætte, hvor jeg kom fra baseret på min accent. Jeg oplevede endda at blive inviteret hjem til privat middag hos en familie. Når jeg kom "hjem" til mit hostel, fortsatte arbejdsdagen, da jeg også var ansat her til at klargøre senge og gøre rent.
Kampagnemedarbejder,
Amnesty International
November - december 2011; juli - september 2012
Min karriere hos Amnesty International blev afbrudt af en fem måneder lang backpacking-tur i Australien og New Zealand. Heldigvis fik jeg lov til at trække i trøjen igen, da jeg kom hjem, så jeg igen kunne stoppe folk, som ikke vil stoppes, på gaden. Det var på alle måder et givende job, og jeg blev aldrig træt af at trodse vejret og sige "hej, jeg vil gerne lige tale med dig" til fremmede mennesker. Min tid som facer har både lært mig at tage imod afslag og fornærmelser med et smil, samt hvor vigtigt det er for mig at kæmpe for sager, som jeg tror på. Derudover har den positive og udadvendte attitude, som prægede arbejdspladsen, smittet af på mig.
Udvalgte produktioner
Dette er et lille udpluk af de artikler, jeg har skrevet for diverse medier. Specielt for The Copenhagen Post har jeg skrevet mange artikler af forskellig karakter og form, men min byline er desværre gået tabt, da avisen har skiftet design. Mine arbejdsopgaver dækkede hele avisen fra fotojournalistik til mad- og koncertanmeldelser, satire, portrætter, reportager, nyheder og sågar en anmeldelse af Tivolis forlystelse Aquila. Derudover blev jeg ekspert i 2013's bandekrig.
Frivilligt arbejde
Nogle gange kan det være nødvendigt at tjene penge, men så længe jeg har mulighed for det, vil jeg prioritere at være frivillig og give en hånd der, hvor jeg kan. Derfor har jeg også formået at leve det meste af min studietid på SU'en. Det er svært at sige noget pænt om frivilligt arbejde, som ikke lyder som en kliché, men klichéer opstår af en grund, og jeg mener virkelig, at det er noget af det mest givende i mit liv. Jeg har fået nogle fantastiske relationer, og jeg lærer konstant noget nyt om mig selv.
Formand;
Returnees of Denmark
Juli 2018 - nu
Returnees of Denmark er en forening for hjemvendte udvekslingsstuderende med omkring 1000 medlemmer. Jeg blev medlem i 2008, da jeg kom hjem fra 10 måneder i Australien, hvor jeg gik på en lokal High School. Jeg har i mange år været aktiv i foreningen blandt andet som redaktør for medlemsbladet, Envoy, og blev i sommer valgt som formand. Nu sidder jeg i spidsen for en bestyrelse på seks medlemmer udover mig selv, og vi har allerede nået at indføre en grønnere politik i foreningen.
Bestyrelsesmedlem;
DJ RUC
September 2017 - nu
I 2017 besluttede jeg mig for at blive politisk aktiv i DJ RUC, som er Dansk Journalistforbunds studenterorganisation for journaliststuderende på Roskilde Universitet. Det giver mig et indblik i branchen, som jeg ikke havde fået, hvis jeg ikke engang imellem satte fod i fagforeningens lokaler. I min tid har jeg både stået for og hjulpet ved mange arrangementer. I september 2018 blev jeg valgt som bestyrelsesmedlem i endnu et år.
Mentor/seniormentor;
Reality Bites
August 2017 - nu
Reality Bites er en organisation, som bland andet står for en mentorordning for første semester-studerende på Roskilde Universitet. Det er her, jeg er mest aktiv. I 2017 og starten af 2018 var jeg mentor for de nye studerende, og i år og starten af 2019 er jeg seniormentor, hvilket betyder, at jeg er med til at vejlede mentorerne. Derudover er man som seniormentor også med til at planlægge hele mentorforløbet samt uddannelsesdage og workshops. Det er et stærkt netværk af engagerede og udadvendte studerende.
Medielejr-arrangør
November 2017 - Oktober 2018
Medielejr er et årligt arrangement for mediestuderende med fokus på faglighed, netværk og socialt samvær. I maj afholdte vi Medielejr Pop-up, som var et endags arrangement, hvor blandt andet Poul Madsen og Abdel Aziz Mahmoud lagde vejen forbi. I oktober løb det originale Medielejr så af stablen på Vallekilde Højskole med oplæg fra otte folk indenfor mediebranchen samt en tre-timers workshop af Jesper Tynell og fest om aftenen.
Den danske sømandskirke;
Singapore
November - december 2013
Jeg flyttede som 21-årig til Singapore i et halvt år, hvorfra jeg rejste rundt i Asien samt meldte mig som frivillig i Den danske sømandskirke i Singapore. Her hjalp jeg hovedsageligt til med firmajulefrokoster i dansk stil, som blandt andet bliver afholdt for Mærsk. Det var enormt sjovt og specielt at servere flæskesteg med varm rødkål i 30 graders varme.
Malaikha - School for Blind and Visually Impaired Children;
Masabuka, Zambia
September - November 2012
I et af mine tre sabbatår mellem gymnasiet og universitetet tilbragte jeg 10 uger på en kostskole for blinde børn i en lille landsby i Zambia. Skolen er ejet af en østrigsk kvinde, som brugte hele sin arv fra sin mors død på at åbne skolen. Jeg havde frie hænder til at hjælpe til, hvor der var behov eller lyst, så jeg var vidt omkring og hjalp både til med engelskundervisning i klasselokalerne og maden i køkkenet. Selv lærte jeg at læse braille samt nogle gloser på det lokale sprog, Tonga. For eksempel er ordet for kalkun det samme som på dansk. Det var et nyttigt ord, da jeg jævnligt blev vækket af kalkuner, der gik rundt oven på bliktaget af det værelse, jeg sov på. Jeg lærte også næsten at bære en 10 liters-spand vand på hovedet, og så lærte jeg børnene at lave snobrød.
Barnepige;
Birkerød
August 2010Â - januar 2011
På den internationale gymnasiale uddannelse, International Baccalaureate, som jeg har taget, er der et krav om, at man skal udføre 50 frivillige arbejdstimer. Det var i virkeligheden nok her, jeg fandt min passion for frivilligt arbejde. Jeg endte med at arbejde som barnepige for en familie i Birkerød med to børn på henholdsvis fire og seks år. De var så søde. Udover at lære hvor krævende børn kan være, lærte jeg også, at børn spiser mange gange i løbet af dagen, og at 4-årige ikke kan tørre sig selv efter toiletbesøg.
Uddannelse
Kandidat i journalistik og internationale udviklingsstudier, Roskilde Universitet
September 2017 - nu
Efter min bachelor gik jeg direkte videre på kandidaten, hvor jeg nu læser journalistik. Jeg har afsluttet mine fag i internationale udviklingsstudier, og føler mig derfor godt rustet til at begå mig indenfor dette felt. Faget har blandt andet givet mig en masse kompetencer til at se verden gennem kritiske øjne.
Bachelor i journalistik og internationale udviklingsstudier, Roskilde Universitet
September 2014 - Juni 2017
Jeg gennemførte min bachelor i sommeren 2017. På Roskilde Universitet kommer man ikke uden om gruppearbejde, og jeg har derfor udviklet nogle stærke kompetencer i forhold til at arbejde med andre mennesker. Derudover var jeg på udveksling to gange i henholdvis Seoul i Sydkorea, og Vilnius i Litauen.
International Baccalaureate, Birkerød Gymnasium
August 2008 - Juni 2011
En IB er en internationalt uddannelse, som oversættes til en STX. Det er en lidt uretfærdig sammenligning, da niveauet er meget højt, og alle eksaminer udføres i hånden og uden hjælpemidler. Mens jeg gik i gymnasiet, boede jeg på den dertilhørende kostskole sammen med 75 andre studerende.
Udveksling
Studier i udlandet
Mykolas Romeris University​Vilnius, Litauen
August 2016 - Januar 2017
Jeg tilbragte og gennemførte mit 5. semester på et universitet i Litauens hovedstad Vilnius. Jeg læste blandt andet fag vedrørende globale studier, offentlig forvaltning og et jurastudie omhandlende menneskerettigheder med særlig fokus på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Sungkyunkwan University
Seoul, Sydkorea
August - December 2015
På mit 3. semester af bacheloren tog jeg på udveksling i Sydkorea, hvor jeg blandt andet blev introduceret til journalistik og videnskabsteori. Det var første gang, jeg besøgte denne del af Asien, så jeg rejste meget i området og var blandt andet i Nordkorea.
Richmond High School
Richmond, Australien
Juli 2007 - Maj 2008
Som 15-årig pakkede jeg tasken og flyttede til Australien, hvor jeg boede i en vestlig forstad til Sydney med en australsk familie og gik på en lokal high school. Efter 10 måneder kom jeg hjem med en klingende australsk accent og en umættelig lyst til at rejse. Jeg har været på besøg tre gange siden for at besøge værtsfamilie og venner. Mit seneste besøg var i 2011-2012, hvor jeg rejste og arbejde i landet efterfulgt af en måneds rejse i New Zealand.